I morgen er det 1. December og dette er første indlæg i 2025. Jeg mangler bloggen til at holde styr på mine kreationer, så jeg forsøger igen. Det er altså nemmere når man kan gå tilbage og finde oplysninger om de forskellige projekter. Må prøve at registrere de nye og måske der imellem putte for længst færdiggjorte projekter ind.
Den 1. Juli gik jeg på efterløn. En hurtig beslutning fordi arbejdspladsen flyttede mig på en rute som jeg under ingen omstændigheder ville køre, og uden at tale med mig først - det er nemlig ikke kutyme på min arbejdsplads. Jeg har altid haft det princip at jeg ikke skulle køre i det område hvor jeg er vokset op og har boet størstedelen af mit liv. Ikke så meget af hensyn til mig, mere af hensyn til den borger som synes det kommer for tæt på og som ikke kan få sig selv til at sige fra. Jeg mener det er vores opgave ikke at sætte borgerne i det dilemma. Dette var hvad jeg mødte ind til fredag den 2. Maj om eftermiddagen kl. 15 - heldigvis var der en kollega som ville bytte og så brugte jeg weekenden til at mærke efter og kigge på opsparet ferie og fridage. Da jeg gik hjem søndag aften havde jeg kørt den sidste vagt, fået sagt farvel til de borgere jeg syntes skulle vide at jeg stoppede og mandag morgen ringede jeg og sagde op…….til en meget kort for hovedet leder, som jeg ikke hørte fra siden.
Aldrig har jeg haft så travlt, og jeg glæder mig hver eneste dag over at kunne gøre nøjagtig det jeg har lyst til.
Ugen der er gået
Mandag: Sycafe - Kun Birthe og jeg var der.
Tirsdag: Min far og jeg blev vaccineret. Mødte min tidligere kollega Hanne der.
Onsdag: Aalborg Håndbold mod HBC Nantes med spisning først
Torsdag: Fik pakket og sendt de 48 kalenderpakker til børnebørnene. Koncert med HUSH i Saltum kirke. Desværre blev Annette syg, så jeg måtte alene afsted.
Fredag: Fødselsdagsfrokost hos Jette. Hun fik sort med lilla håndspundet garn til et lille sjal/tørklæde.
Lørdag: Julemarked på Børglum Kloster sammen med Karsten. Det var tredje år så det er næsten tradition. Købte 2 sæt små hjerter til at sætte i potter med lyskæder.
Søndag: Dagen begyndte med at hente pakken med julekalenderen fra børnebørnene (svigerdatteren). Ekstra dejligt da forholdet til sønnen pt. er køligt. Har fået søllet færdig så mangler retning og frembinding inden væven er klar til at væve 8 viskestykker. Det er ikke lykkedes mig at finde en hel adventskrans - de er alle kun bundet med gran på den ene side, men min skal hænge og derfor skal den have gran hele vejen rundt. Må prøve igen i morgen når jeg skal til Hjørring for at få rettet briller. De er skæve og bider i næsen efter jeg bogstaveligt talt gik ind i min badeværelsesdør. Ingen blå øjne 😉 - kun skæve briller. Resten af aftenen står den på håndbold og strik på min “Ingen dikkedarer cardigan” fra Petite Knit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar