Sider

torsdag den 25. februar 2010

Pakken er kommet

Så kom den længe ventede pakke. Det blev til et enkelt billede før udpakning og før strømmen kameraets batteri randt ud. Billeder af indholdet følger senere.
Nu venter jeg på mekanikeren kommer med bilen, så jeg kan komme på arbejde. Den har en svaghed med at spy olien ovenud ved oliepinden, når der er frostvejr. Det gjorde den selvfølgelig i går.

En smuk morgen....

I går morges var en rigtig smuk morgen. Billederne er lidt forsinket for kameraet manglede strøm.
Men turen hjem i går eftermiddags var da også smuk.

onsdag den 24. februar 2010

Maskin-strik-in

På lørdag har jeg inviteret til maskin-strik-in. Der er 3 som har givet tilsagn, og den ene har tilbudt at medbringe frokosten til os alle. Det bliver helt sikkert en super dag, og jeg er sikker på at mine nyerhvervelser, som forhåbentlig er dukket op til den tid, vil blive nærstuderet. Det er vel unødvendigt at sige, at jeg glæder mig! Nu må jeg vist hellere komme ud med hundene, så jeg kan komme på arbejde - OG forhåbentlig hente en pakke på hjemvejen....

tirsdag den 23. februar 2010

Ingen pakke i dag

Øv, der kom ingen pakke i dag, men det var vel også mere end jeg kunne forvente med al denne sne. Jeg tog nogle billeder gennem min beskidte bilrude på vejen hjem fra arbejde. Det er nødvendigt at forevige dette syn for hvornår kommer vi igen til at opleve en vinter med snedækket landskab i mere end to måneder. Det erindrer jeg ikke at have oplevet før.

Stadig ondt......

....i ryg og arme efter weekendens skovlen sne. Jeg går ellers til gymnastik, så jeg har da hver uge fat i mange muskler, men åbenbart ikke nok. Jeg venter pakkepost i dag. Med dele til en af mine strikkemaskiner. Kan næsten ikke vente til klokken bliver 16, så jeg kan begive mig hjem fra arbejde. Nå jeg må hellere se at komme afsted. Ha' en god dag.

søndag den 21. februar 2010

Før og efter

Nu har min dejlige nabo ryddet gaden - og han ryddede min indkørsel, så jeg har fået skovlet en masse sne ned fra garagetaget og han var så sød at rense indkørslen for al den sne jeg skovlede ned. Nu er jeg overbevist om at taget holder - også selvom det skulle blive tøvejr. Jeg har i hvert fald gjort hvad jeg kunne.

Sne, sne og atter sne

For tredje dag falder sneen. Heldigvis har vinden lagt sig, så fygningen er aftaget. Jeg har endnu ikke ryddet fortovet. Dels fordi der løber en drive på hele vejen ad fortovet langs mit stakit, hvoraf man kun kan se toppen. Dels fordi jeg håber min nabo kommer med traktoren og rydder vejen. Det er efterhånden svært at komme af med sneen. Hvis han rydder i dag, håber jeg han vil rydde min indkørsel, så jeg kan komme helt hen til garagen og få skovlet noget af sneen ned fra taget. Jeg vil nødig at taget giver efter for snetrykket.