Sider

fredag den 21. marts 2014

En miniferie......

Torsdag i sidste uge tog jeg afsted på rundtur i Jylland. Første stop var hos moster i Århus. Hun havde købt lidt Kaffe Fassett stoffer på ophørsudsalg i Butik Himmelblå.
Derefter gik turen sydover til lidt afslapning og en overnatning hos min far, og hvor Ticki kom i pleje, mens jeg fortsatte sydpå til en ose-tur i Flensborg. Førte stop var apoteket hvor den antisperspirant jeg bruger koster 80 kr. - hvilket er ca 35 kr. billigere end i Danmark. Herefter var målet garn- og stofforretninger. Jeg holdt mig dog i skindet og brugte kun få euro.
I Flensborg havde jeg faktisk slet ikke givet mig selv tid til hverken vådt eller tørt, så jeg trængte både til det ene og det andet, da jeg nåede til sønnen og dennes bofæller i Sønderborg sidst på eftermiddagen. Kammeratens kammerat er skiftet ud med kammeratens kæreste, så denne gang fik jeg eget værelse.
Allerede ved ankomsten fik jeg at vide, at de gerne ville have forloren hare lørdag aften, og at sønnen og jeg skulle handle og lave mad til kammeraten fik fri fra arbejde kl. 20.30. Så ingen afslapning der :)
Lørdag tog jeg alene på ose-tur i Sønderborgs gader og "Borgen" - det nye indkøbscenter. Det blev til 4 nye Herstal-lamper og lidt stof i Stof2000. 6 forskellige stoffer til barnevogns-puder og et stykke til en tunika.

 Om eftermiddagen tog jeg en tur ud til Quiltegavlen i Augustenborg. Hun har ingen faste åbningstider, men åbner efter aftale. Det er bestemt ikke sidste gang. Hun har så mange fine stoffer.
Det blev til et stykke motivstof, 3 x 1 meter sort stof og 12 FQ.

Søndag var der besøg hos bonus-datteren og hendes lille familie. Altid dejligt at besøge dem. Bagefter fik jeg en rundvisning på sønnens arbejdsplads - et kontorkompleks med en smuk udsigt over Alssund.
Efterfølgende stod den på wii-spil mod sønnen, indtil jeg vandt over ham i golf, så var det ikke sjovt mere.....Pyt, jeg havde jo også strikketøjet med.
Mandag morgen kl. 6.50 kørte jeg sønnen på arbejde og fortsatte selv mod Kolding for at besøge den anden bonus-datter og hendes lille Anders. En dejlig lille dreng på kun 9 uger.
Så gik turen tilbage til min far for at hente Ticki og efter en hurtig kop kaffe fortsatte jeg nordover. Ved Ejer Bavnehøj drejede jeg af motorvejen og kørte ind til Skanderborg for at ose i Stof og Sy. Sammenlignet med de øvrige butikker jeg lige havde været i, var den lidt dyr, så jeg lod mig ikke friste, og fortsatte på landevejen via Stilling, Harlev og Hadsten til Randers, hvor jeg igen kørte på motorvejen. Sidst på eftermiddagen landede jeg igen herhjemme.
Ude godt, men hjemme bedst. - Synes både Ticki og jeg.

2 kommentarer:

  1. Sikke dog en stor rund tur hvor du har fået købt en hel masse lækker...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, en dejlig tur. Især er jeg glad for besøget hos Quiltegavlen i Augustenborg. Hun har så mange fine stoffer.

      Slet